Elisabeths tanker om fremstillingen af Fremtidsskrinet.

Jeg drog af sted mod Råbjerg Mile, med skitser, mappe og prøver under armen!

Det sætter nye tanker i gang, at skulle producere noget der skal virke i fremtiden, mine egne ting holder jo også ind i fremtiden... men det tænker man jo ikke lige over hver dag.

- jeg har været i Milen rigtig mange gange
(mest i min barndom og ungdom, inden jeg flyttede fra Skagen)

- jeg tænker at det er et spændende projekt og glæder mig til at hilse på de tre initiativtagere, og høre mere om hele ideen.

Jeg har gjort mig mange tanker efter at have talt med museumsinspektør Lisette Vind.

Hvordan laver man egentlig en beholder, som skal kunne tåle at flere tons sand vandrer hen over den, samtidigt med at der bliver slebet på den med sandpapir i 50 år!

Hvordan vælger jeg dekorationerne?

Dekorations ideen udvikler sig frem og tilbage.
Skal jeg lave en dekoration som holder sig 100 % intakt eller en dekoration som netop er blevet påvirket af sandets tryk og sliben.
Skrinet kal være intakt når det til sin tid dukker frem igen, men min dekorations ide er tilbage ved udgangspunktet, at lade tiden og sandets spor være en del af udtrykket.

Fremtiden spiller ind på mange måder, hvem er der her om 50 år, jeg er her nok ikke selv, men så har jeg nogle børn og noget yngre familie som vil være der.... det vil være den næste generation der vil finde skrinet og derfor er der sjovt at det er fritidshjemsbørn der skal være med til at lægge beskeder til fremtiden samtidig med, at det også nok er dem og deres generation, der vil finde skrinet igen. Jeg kunne selvfølgelig satse på at blive 100 år selv, men jeg regner ikke helt med det.

Jeg synes ikke at skrinet skal være firkantet, men hvad tænker Torben, Lisette og Villy?

Jeg tænker straks i en organisk form, og det er både fordi det er en del af mine egne foretrukne udtryk og fordi det passer bare bedst når jeg ser den for mig og den dukker frem efter de 50 år, en organiske form, ligesom et sneglehus, der dukker frem.
Jeg sidder også med farverne og prøver at se det for mig i det rigtige lys ved milen. Har det, jeg tænker på mit værksted, nu også det rigtige udtryk og virkning, når jeg kommer hen til det rigtige sted. Ude ved Milen, er jeg helt tilfreds med farvevalget, og det giver de andre også udtryk for.

Jeg tænker også på min far, som ville have været dybt interesseret i hele projektet, han ville være drønet ud i milen og hoppe rundt for at lede efter farver og andre tegn og viden, fordi han ville være blevet grebet af hele ideen, selvom det er helt usandsynligt, at han selv ville kunne dele fundet ude i fremtiden. Så fortiden griber ind i det nu, hvor vi laver skrinet og helt ud til fremtiden hvor skrinet skal findes igen.